Peyote (Lophophora williamsii) er blevet brugt af de nord- og sydamerikanske indianere gennem rigtig mange år – sådan ca. to tusind.

I USA stammer beretninger om peyote tilbage fra ca. 1760 i Texas, hvor den blev en del af Ghost Dance-bevægelsen blandt prærieindianerne.
Aztekerne plejede at give det til langdistanceløbere for at styrke deres udholdenhed. Indianske stammer brugte det ikke kun til clairvoyance, i forbindelse med at finde bortløbne heste eller en fjendtlig lejr, men også til at helbrede alle mulige former for sygdom. Det var faktisk det den oprindeligt blev brugt til og bliver brugt til stadigt i dag.

I Nord- og Sydamerika samt mexico er den blevet brugt og bruges til at opnå ekstatiske tilstande og til at helbrede. Den kan indtages frisk eller tørret og pulveriseret, rørt op med vand. I Native American Church betragter man peyoten som medicin og tipimøderne betragtes mere som hospitaler end som kirker, fordi folk bliver raske ved at bruge peyote. Et peyoteritual afholdes som regel rundt om et bål i en ceremoniel tipi med et jordalter. Under ritualet, der varer hele natten, spiser medicinmændene og deres patienter kaktussen og sidder derpå i en rundkreds, mens alle beder, synger og taler om deres problemer. Der synges peyotesange ledsaget af lyden fra kalabashrasler og hurtige slag på en vandtromme. Der smides cederkviste på bålet under bønner og ilden holdes heftigt brændende natten igennem af en Fire chief, der til stadighed lægger nyt brænde på bålet, der er bygget op efter strenge ritualer.

Hos de fleste stammer har kvinderne også adgang til ceremonierne. Der er dog nogle, der forbyder kvinder med menstruation adgang til tipien, da man som kvinde under blødningerne er ekstra psykisk stærk og clairvoyant, og kan forstyrre ceremonien.

Bønnerne under mødet bliver som regel rettet til Grandma Peyote og til Skaberen selv, som medicin for at hjælpe folket. Den betragtes som en kur mod alle former for mentale, følelsesmæssige og fysiske problemer. Den indtages ikke for at blive høj. Man træder ind i tipien, fordi man har brug for hjælp, vejledning, styrke og opmuntring. Indianerne siger, at de ikke hallucinerer når de indtager peyote – de ser visioner, som belærer dem. De siger også at: “Det faktum, at du bruger den tid til at sidde op hele natten, når du kunne have været et andet sted, taler til din fordel, og om morgenen føler du dig fuldbyrdet; dit sind og din krop er blevet forenet på et vidunderligt niveau”.

Det er absolut ikke let at sidde på jorden i en tipi en hel nat. Trangen til at strække sig følger en natten igennem. Din ryg gør ondt og det er ubekvemt, specielt efter midnat. Det virker som ekstremt lang tid bare at sidde der. Tipiens side er skrå, så

man sidder i en vinkel. Først ved solopgang, når alle i en fælles hilsen til morgenlyset forlader tipien, kan kroppen strækkes helt igennem.

I 1995 havde kongressen et lovforslag oppe, der stillede krav til, at The Native American Church og dens anvendelse af peyote skulle anerkendes og beskyttes af alle delstaterne. Loven blev vedtaget og det er i dag tilladt at bruge peyote under tipi-ceremonierne.

Peyote er en lille kaktus, der vokser langsomt og ikke har nåle. Den har en dyb pælerod som fremmer ny vækst og frembringer planter med mange hoveder som kan høstes igen og igen. Den vokser bl.a. i Chihuahuaørkenen fra den nordlige del af det centrale Mecixo til det sydlige Texas.

Peyote er et kraftigt virkende, psykedelisk stof, som
indeholder mere end 57 alkaloider (hallucinationsfremkaldende
stoffer) med kinæsteriske (sanse-), olfaktoriske (lugt-) og
auditoriske (høre-) hallucinogene egenskaber. Dens styrke
varierer med årstiden, jordbunden og de enkelte klynger.
Det er en plante med en bitter, metalagtig smag, og den
fremkalder som regel kvalme og opkastning. I pulveriseret
form minder det mest af alt i udseende og lugt om den grønne henna, der bruges til hårfarvning. Peyotens evne til at fremkalde hallucinationer – som skyldes samspillet mellem flere alkaloider, blandt andet mescalin – holder sig i otte til ti timer. Farver og lyde kan forstærkes og ens synsoplevelse ændrer sig.
De fleste kaster op i løbet af dette tidsrum. Efter cirka fire timer aftager virkningen, hvilket fører en over i en fase med fredfyldt selvfordybelse.
Efter ti timer, når størstedelen af virkningen er aftaget, kan det hos nogle føles som en overvældende træthed, der kun kan afhjælpes gennem søvn. Andre føler det som en form for speed, der gør det svært at falde ned igen. Det er af videnskabsmænd blevet fastslået, at det ikke er vanedannende samtidigt med, at de har fastslået nogle af dens medicinske egenskaber. I et af forsøgene med peyote gav man 20 rotter en stafylokok-indsprøjtning. Ti af rotterne fik også en indsprøjtning med peyocactin, som er en bestanddel i peyote. Disse ti rotter overlevede, mens de andre døde. Dette er bare ét forsøg i forbindelse med peyotens helbredende egenskaber. Den har været brugt i årtusinder i religiøse ceremonier og som medicin.
Indianerne er ligeglade med kendskabet til de aktive indholdstoffer i peyoten. De fleste kender ikke noget til alkaloider eller nogen andre bestanddele, som er blevet identificerede ved laboratorieundersøgelser. De taler om hvorvidt forskerne verden over prøver at udrede den faktuelle helbredende virkning ved peyotens indtagelse. Det beskæftiger de sig ikke med. De har fuld tillid til deres medicin og ved at den virker for dem.