Phytoterapiens historie

Gennem tiderne har vi mennesker brugt lægeurter enten til at forebygge eller helbrede sygdomme med.

Ligegyldigt hvilke kulturer og verdensdele, der er tale om, så har de alle benyttet sig af naturens store velforsynede apotek. Herhjemme har vi også længe dyrket naturmedicinen, men vi tænker nok hundrede år eller to tilbage, når vi taler om kloge koner, der rundt omkring i landet hjalp folk, der kom til deres dør med problemer af enhver art. Man afhjalp ”mundens stank” med mynte. Anbefalede kogt bynke, drukket om morgenen for at fjerne ”lystens begær”.

Violer, stødt med vin eller eddike og lagt på den syges hoved, uddrev hovedets smerter” og jordemødre havde jernurt med i tasken, fordi den forstærkede veerne under en fødsel. Det gør den i øvrigt stadigvæk og i dag ved vi, at det skyldes indholdsstoffet verbenalin, der virker sammentrækkende på livmoderen.

Tilbage i middelalderen var det langtfra ufarligt at være hjælpende ånd med urter og besværgelser. Der skulle ikke mange beskyldninger og rygter til, før man kunne blive udråbt som heks. Og så den anklagede samtidig godt ud og var naboens halte høne holdt op med at lægge æg, ja så varede det nok ikke længe før flere ”vidner” kunne bevidne og bevise, at Birthe fra Næsset havde kønslig omgang med Fanden selv – også ved fuldmåne!! Processerne imod disse anklagede har været forfærdelige og mange uskyldige behandlere blev dømt til ”bål og brand”. Heldigvis har verden jo ændret sig en hel del siden den sidste officielle heksebrænding i 1693, og det er ikke mere med fare for liv og lemmer at komme igennem en arbejdsdag som alternativ behandler.

Mange munkeklostre fungerede som datidens hospitaler. Man dyrkede urter og planter i de omkringliggende haver. Bearbejdede dem enten til pulvere eller tinkturer og hjalp de syge, der søgte hjælp på klosteret. Så langt vi kan følge historien tilbage, er der fundet beviser for brug af urter imod sygdomme. F.eks. fandt man i Tut Ank Amons grav lakridsrod, der skulle holde ham rask under rejsen til underverdenen. I 1200-tallet levede en dansk læge ved navn Henrik Harpestreng, der skrev den første danske urtebog. Senere, i 1600-tallet, udgav Simon Paulli, dansk læge og botaniker, den første Flora Danica. At der blev skrevet bøger om urterne betød ikke, at man som menigmand havde tilgang til en sådan viden.

Bøger var forbeholdt de rige, de lærde og de munke som afskrev bøgerne. Skulle man bruge en urt til at afhjælpe et problem, tyede man til det vi i dag kalder signaturlære. Ifølge signaturlæren var alle planter mærket med et eller andet fysisk tegn på deres medicinske kvaliteter. Man troede på
det, man så! For eksempel at paddehatte plukket på et dødt træ ville bringe liv tilbage til en døende. Eller at bær fra vedbend kunne kurere drukkenskab, blot fordi vedbend kvæler vinstokke.

I dag forholder det sig noget anderledes. Mange års erfaring og nutidig forskning via avanceret teknologi gør, at vi i dag nøjagtigt ved, hvilke planter der virker imod forskellige symptomer og sygdomme.